Der er utallige fordele ved cardiotræning, og forskning viser, at det styrker både dit hjerte og forbedrer din kondition. Men hvad er cardiotræning egentlig? Og hvordan gør du det bedst muligt, så du får mest muligt ud af din træning? I denne artikel kan du læse mere om cardiotræning, hvilke fordele træningen har, og hvilken cardioform du forbrænder flest kalorier ved.

Hvad er cardiotræning?

De færreste ved, at cardiotræning egentlig betyder træning af hjertet – ordet cardio stammer fra det græske ord kardia, men basalt set er cardio bare kredsløbstræning eller konditionstræning. Det er træning, hvor pulsen kommer op, og hjertet pumper hurtigere – og man træner dermed hjertemusklen.

 

Cardio kan trænes på mange forskellige måder og på mange forskellige niveauer. Det omfatter alle fysiske aktiviteter, hvor de store muskelgrupper kommer i spil, og hvor pulsen kommer op. Det behøver ikke foregå i et fitnesscenter. Løbetræning, rask gang eller en svømmetur er for eksempel alle sammen former for cardio.

 

Alle disse træningsformer kan være med til at styrke dit hjerte og dine lunger, og jo mere ilt kroppen kan finde ud af at optage, jo bedre form kommer man i. Det anbefales derfor, at man dyrker cardiotræning minimum 30 minutter hver dag.

 

Kombinationen mellem sund kost og regelmæssig cardiotræning kan medføre vægttab – og putter du styrketræning oveni, vil du meget hurtigt kunne se og mærke forandringer på din krop.

Fordele ved at træne cardio

  • Blodtrykket og hvilepulsen falder.
  • Du forbrænder mere fedt ved langvarigt arbejde.
  • Din iltoptagelsesevne forbedres – det vil sige, at du kommer i bedre form.
  • Dit hjertes slagkraft øges sammen med hjertets ydeevne.
  • Cardio forebygger en lang række hjerte- og karsygdomme.
  • Du sænker dit kolesteroltal.
  • Du mindsker risikoen for knogleskørhed, diabetes og en række kroniske sygdomme.
  • Du styrker dit immunforsvar.

Hvilken type cardiotræning forbrænder flest kalorier

Det er ikke ligemeget, hvilken type cardiotræning du vælger – i hvert fald ikke hvis formålet er at forbrænde så mange kalorier som muligt. Hvis du gerne vil tabe dig og derfor gerne vil forbrænde en masse kalorier, så opnår du det allerbedste resultat, hvis du kombinerer cardiotræning og styrketræning. Jo mere muskelmasse, du får opbygget, jo mere vil du øge din forbrænding.

Der har tidligere været teorier om, at de to træningsformer ikke burde kombineres – særligt fordi nogle mente, at opbygningen af muskelmasse blev hæmmet, hvis man kombinerede træningen med cardiotræning. Nye studier har dog for længst klarlagt, at det ikke er korrekt.

 

Hvordan du bedst kombinerer de to træningsformer, afhænger af, hvad dit mål med træningen er. Hvis du gerne vil øge din muskelmasse, er det bedst at lægge cardio og styrketræning på separate dage. Vil du vedligeholde din muskelmasse, kan de to træningsformer godt placeres samme dag. Hvis du gerne vil forbedre din kondition, så lav cardiotræningen først og styrketræning efter. Vil du gerne forbedre din styrke, bør styrketræningen ligge først på dagen og cardiotræning efter.